Velholdt og velindrettet fritidshus tæt på stranden
Uanfægtet om I har jer selv, udlejning eller en kombination i tankerne, vil dette fritidshus i Vrist være et oplagt emne at se nærmere på. Sommerhuset ligger i et skønt område tæt på Vesterhavet, og det solide hus fra 1994 er endda fuldmuret, så det er bygget til at modstå egnens lunefulde vejrguder. Ikke mindst er fritidsboligen velholdt og rummelig med fire værelser og to badeværelser, så I får de bedste rammer uanset størrelsen på selskabet.
Kun 400 meter har I fra dørtrin til vandkant, så Vesterhavet er naturligt en stor del af områdets DNA. Fritidshuset ligger dertil for enden af en lille stikvej, hvor den fredelige fodtrafik til stranden ikke er noget, I kommer til at bemærke, når solsengen kalder på den sydvendte terrasse. Fliseterrassen er delvist overdækket og skærmes godt af en halvmur, som er én af husets mange murstensdetaljer. Resten af den 1.573 m² store grund er nemt og bekvemt anlagt med græsplæne.
Indenfor byder de 123 m² på en fornuftig balance mellem værelser og opholdsområder. De fire gode værelser og to badeværelser ligger ved fordelingsgangen, og det største badeværelse er tillige udstyret med et spabadekar samt en sauna. Også et praktisk vaskerum er prioriteret i indretningen, inden det åbne opholdsmiljø får lov at folde sig ud.
Opholdsrummet ligger i den sydlige ende, og med lysindfald fra tre verdenshjørner har afdelingen en let stemning fra morgen til aften. Brændeovnen og varmepumpen står for opvarmningen, og ved brændeovnen finder I en muret bænk, der samtidig fungerer som en elegant rumdeler mellem dagligstuen og spiseafdelingen. Køkken indgår naturligvis også i det åbne rumforløb, og ligesom i den øvrige indretning fremstår inventaret også her både lyst og pænt.
Kyststrækningen mellem Vejlby og Vrist er et populært sommerhusområde, der inviterer til masser af aktiviteter i det fri. Der er mulighed for lange gåture på toppen af klitterne eller ved stranden, som er bred og børnevenlig. Den vedligeholdes af Kystdirektoratet, som forestår sandfodring efter behov, og vandkvaliteten er så god, at det Blå Flag vajer over stranden. Ellers er der rig mulighed for at nyde ferien i rolige omgivelser med hyggelige cykelture i det bakkede sommerlandskab, og det er endda muligt at tage til færgen til Agger og opleve Thy.
Hele området er kendetegnet ved den flotte og barske natur, som er særlig for vestkysten. Det er også muligt at besøge nogle af de omkringliggende attraktioner og byer. I Thyborøn kan man opleve en klassisk, dansk fiskerby med en autentisk atmosfære, JyllandsAkvariet og det spændende Sea War Museum Jutland, mens Smilets By - købstaden Lemvig - supplerer med shopping, kulturliv og sit charmerende havnemiljø. Mere lokalt er der gode handlemuligheder i Harboøre, som også byder ind med koncerter, foredrag og kreative værksteder.
Vi besvarer gerne spørgsmål eller står for en fremvisning - kontakt os på 96 63 40 00.