Stor, flot landejendom med 3,5 hektar og egen sø i naturskønt nærområde!
Med hele 304 m2 hører denne landejendom ikke kun til de velholdte, men så afgjort også til de rummelige. Alligevel må både boligen og jordtilliggendet på 3,5 hektar se sig trumfet af noget endnu større – den helt særlige natur, som definerer de smukke, bakkede omgivelser syd for Vissenbjerg. Naturen trænger endda helt ind på jeres grund, hvor I får egen sø og en fantastisk vandresti i baghaven.
Det løbende vedligehold fornægter sig ikke, og som bygning betragtet fremstår ejendommen i upåklagelig stand. Det oprindelige hus fra 1917 er renoveret, så atmosfæren fra den klassiske ejendom er bevaret, mens der er blevet plads til små, lækre greb fra den moderne værktøjskasse – eksempelvis de elegante gavlvinduer, som giver et flot lysindfald og en fænomenal udsigt.
Desto bedre bliver det, når I træder indenfor, og boligen folder sig ud. På tværs af huset har man opdateret med et stilsikkert udvalg af lyse materialer, der spiller flot op mod de rustikke elementer, som boligen også byder på. Eksempelvis har man flere steder ført loftet til kip, så hanebåndene og de gamle, håndhuggede bjælker kommer til syne. Desuden er planløsningen fleksibel, så I kan nemt justere balancen mellem værelser og opholdsrum.
I stueplan får I et pænt køkken-alrum med åben etageadskillelse og åben forbindelse til stuen, mens modsatte side af den U-formede bygning rummer en god værelsesafdeling. Herimellem finder I et stort bryggers og et badeværelse, der suppleres af et lille gæstetoilet ved det ene indgangsparti. Begge dele af huset har endda egen trappe til førstesalen, hvor I får en dejlig udsigtsstue, et ekstra badeværelse samt yderligere et par værelser.
De smukke omgivelser skal I også nyde ved selvsyn, og ingen anledning er bedre end den skønne kærlighedssti, som I kan følge langs grunden. Her har man markeret de bedste punkter, hvor I kan sidde og få pusten, mens I nyder den fantastiske udsigt. Omkring boligen får I fine terrasser, og foran huset ligger søen omkranset af et parklignende havemiljø.
I gåafstand fra adressen finder I blandt andet den fredede natur ved Afgrunden – områdets største kløft. Alligevel bor I ekstremt privilegeret i forhold til fornødenhederne i Vissenbjerg, som ligger 2,5 kilometer herfra, ligesom I har få kilometer til E20.
Et meget særligt emne – kontakt os for at høre nærmere.