Unik landvilla med skøn naturgrund i udkanten af Veflinge
Der er noget særligt på færde her på Havrekær. Godt nede ad den lille stikvej i udkanten af Veflinge nyder denne landvilla livet i ugenerede omgivelser. Boligen er et fascinerende byggeri, som er helt unikt og rig på spændende overraskelser. Gode udhuse følger med, og det samme gør en fantastisk naturgrund, hvor I nærmest får en lille botanisk have med smuk, varieret beplantning.
Scenen er dermed sat til en boligoplevelse, som bliver svær at matche. Drømmer I om løsdrift, er den 7.075 m2 store grund så rigeligt anvendelig, og hestefolket har allerede to hestebokse til rådighed. Pladskrævende hobbyer og landvillaer hænger ofte sammen, og med et godt værksted er praktiske sysler mere end velkomne. Et stort drivhus følger også med, så sæt bare stregerne til køkkenhavens rækker og bliv selvforsynende med det meste. Men start med at kigge jer omkring, for haven er ganske enkelt skabt til livsnydere. Den lille udebar er drøncharmerende, og ikke mindst giver terrassen under blåregnen et grønt, svalt helle i sommervarmen.
Selve ejendommen er bestemt ikke mindre interessant, og findes der andre landvillaer fra 1857 med opskalket tagfod og klassisk Kinasvaj, har vi stadig til gode at møde dem. Husets unikke stil blev cementeret efter en større ombygning i 1999, og udtrykket med hvid facade og træværk i varme jordfarver fungerer godt.
Inden døre byder planløsningen på enorme muligheder, og da tagetagen kun er delvist udnyttet, skal I ikke nødvendigvis hæfte jer ved det formelle boligareal. Har I behov, er der nemlig meget mere plads at komme efter. Antallet af værelser kan nemt justeres, og I finder desuden et badeværelse på hver etage. I stueplan ligger køkkenet, der suppleres af to stuer – herunder en hyggelig pejsestue med lækkert lysindfald og udgang til fliseterrassen. En integreret garage får I også, og selv når der er rim på plænen, giver udestuen en forsmag på foråret.
Beliggenheden har næsten lige så mange aktiver som ejendommen. Umiddelbart omkring jer er I omgivet af marker, men faktisk bor I ikke ret langt fra selve Veflinge. I kan cykle til købmanden på fem minutter, og tilsvarende afstand har I til Veflingehallen. Daginstitutioner findes ligeledes lokalt, og med 20 minutter til Odense er adressen endda pendlervenlig.
Kontakt os for en fremvisning.
Klik her - følg EDC Søndersø på Facebook og få indblik i det nordfynske boligmarked, konkurrencer og meget mere!