Nydelig og meget veludnyttet murermestervilla i Veflinge
Der sker virkelig noget, når klassiske boliger møder moderne idérigdom. Og vil I opleve et eksempel, bør I tage et kig på denne murermestervilla i Veflinge. Husets atmosfære drager nemlig kun fordel af den lange serie af stilrene opdateringer, som er fundet sted efter årtusindskiftet, og glæd jer ikke mindst til en central adresse i et aktivt – og attraktivt – landsbysamfund.
Ejendommen fra 1932 er opført i en periode, der må betragtes som murermestervillaens storhedstid. Husene er kendt for sine store ambitioner og armbevægelser, men i starten af 1930’erne begynder byggestilen at modnes. Og det mærker I tydeligt, så snart I ankommer til adressen. Murede gesimser og andre elegante anslag er fortsat til stede, men huset fremstår først og fremmest som et solidt og nøgternt byggeri.
Udvendigt er det meste forandret, og de hvide facader står flot til det moderne tag i betontegl. Seneste store ombygning blev foretaget i 2009, hvor man tilføjede en carport på 24 m2 (jf. BBR), og bemærk i den forbindelse, at det gamle baghus i dag er fuldkommen integreret i boligen. Summa summarum byder boligen på 112 flotte og ualmindeligt veludnyttede kvadratmeter (jf. BBR).
Således skiller planløsningen sig kraftigt ud, og det er afgjort en fordel. De fleste kernerum ligger samlet i husets stueplan, hvor I finder tre værelser og et dejligt køkken-alrum, som naturligt påtager sig rollen som boligens centrum. Der er udgang til haven, og de lyse vægge og lofter står i kontrast til inventaret, hvor man har prioriteret rå træflader. Dette er en løsning, som går igen flere steder i huset – tag eksempelvis badeværelset, som ligger i baghuset og også har plads til vaskesøjlen.
Stuen ligger på første sal. Faktisk er hele etagen udnyttet som ét stort rum, hvor loftet er ført til kip, så I får et lækkert lysindfald fra gavl- og tagvinduerne. Der står endda en hyggelig brændeovn i hjørnet, og får I brug for et ekstra værelse eller måske et hjemmekontor, kan I sagtens nappe et par kvadratmeter til formålet.
Også haven har en mere moderne profil. Man har skruet lidt ned for bedene, så det egentlige havearbejde er minimalt. Alligevel sørger den flotte randbeplantning med store træer for, at der altid venter en grøn oplevelse, når I træder ud på den hyggelige terrasse.
Velkommen.
Klik her - følg EDC Søndersø på Facebook og få indblik i det nordfynske boligmarked, konkurrencer og meget mere!