Intro
Nogle huse får deres særpræg fra arkitekturen. Andre fra beliggenheden. Her er de to uløseligt forbundet. Denne hvide, skulpturelle villa har Lillebælt som sit faste orienteringspunkt, og fra sin høje, ugenerede placering i første række følger den vandet, lyset og himlens skiftende farver gennem dagen. Om morgenen ligger bæltet lyst foran huset, senere træder broen og den modsatte kyst tydeligere frem, og mod aften samler vesthimlen sig i de solnedgange, der kan opleves fra terrasserne og næsten alle boligens rum. Her er udsigten ikke en fjern kulisse, men en levende del af hverdagen - aldrig helt den samme og alligevel altid til stede.
Huset ligger på en rolig, blind vej i Strib, tilbagetrukket fra trafik og indblik og med direkte adgang til stranden. Allerede fra vejen fornemmer man, at arkitekturen er tænkt som en oplevelse, der udfolder sig lidt efter lidt. Det lange spejlbassin, de formklippede buske og det særegne indgangsparti skaber en præcis og næsten ceremoniel ankomst, mens de hvide flader, markante vinkler og forskudte bygningsdele får villaen til at ændre karakter, alt efter hvorfra den betragtes. På vandsiden åbner huset sig fuldstændigt med glas i fuld højde og brede terrasser, mens farvespillet mellem den hvide arkitektur, swimmingpoolens klare blå, Lillebælt og det åbne himmelrum leder tankerne mod sydligere himmelstrøg.
Villaen er opført i 2012 og tegnet af den internationalt prisvindende arkitekt Lars Gitz, som også modtog Middelfart Kommunes arkitekturpris for huset. Hans arbejde med lys, form og proportioner mærkes overalt. Der er vekslet mellem lange linjer og overraskende vinkler, mellem store, åbne rum og mere private afdelinger samt mellem imponerende loftshøjder og lange, rolige sigtelinjer gennem glaspartierne. Arkitekturen er markant, men aldrig påtrængende; den styrer blikket og bevægelsen gennem huset, samtidig med at Lillebælt bliver ved med at dukke op i nye indramninger.
Indenfor fortsætter den lyse travertin fra udearealerne og understreger fornemmelsen af, at hele ejendommen er skabt ud fra én samlet idé. Materialernes varme nuancer bløder de rene, hvide flader op, og sammen med de brede Dinesen plankegulve, de transparente glaspartier og det generøse dagslys opstår et enkelt og minimalistisk udtryk med varme og personlighed. Boligen føles på én gang åben og beskyttet, storslået og behagelig at opholde sig i. Selv med de mange kvadratmeter bevarer rummene en tydelig sammenhæng, fordi materialer, lys og udsigt går igen som en rolig rytme fra etage til etage.
De 396 m² bolig suppleres af en underetage på 218 m², og pladsen giver en sjælden frihed til både familieliv, gæster, arbejde, træning eller svømme i den indendørs svømmetræner/pool og fordybelse. Husets seks værelser, fire badeværelser, flere opholdsrum og den private mastersuite er fordelt, så man kan være mange under samme tag uden at give afkald på ro eller privatliv. Underetagen er tænkt med samme omhu som resten af ejendommen og bidrager til oplevelsen af et hjem, hvor både det repræsentative, det praktiske og det rekreative har fået god plads.
Udenfor fortsætter arkitekturens rene linjer omkring terrasserne og swimmingpoolen, mens den høje placering værner om privatlivet og bevarer det frie udsyn over vandet. Solen kan følges fra morgen til aften, og når glaspartiet ved alrummet skydes til side, står den store opholdsafdeling i direkte forbindelse med terrassen, luften og lydene fra bæltet. Der er desuden mulighed for at tilkøbe nabogrunden og skabe en dobbeltgrund for den, der ønsker endnu mere plads omkring sig.
Strib rummer en særlig kombination af kystnær natur, fred og nærhed til hverdagens gøremål. Indkøb, skov, lystbådehavn og roklub ligger i gåafstand, mens Middelfart og forbindelserne gennem Trekantområdet findes tæt på.
Det er netop dette spænd mellem det enestående og det anvendelige, der kendetegner huset. Resultatet er en kompromisløs arkitektonisk bolig, men også et hjem skabt til at blive levet i, med stranden nedenfor, Lillebæltsbroen i synsfeltet og en horisont, man næppe bliver færdig med at betragte.
Velkommen indenfor i denne smukke liebhaverbolig!
Velkommen ind
Ankomsten til villaen er iscenesat med en næsten grafisk præcision, idet indkørslen løber langs det mørke spejlbassin, hvor en rund beplantning og formklippede buske står som grønne, skulpturelle accenter foran den hvide facade. Herfra fører en bred, travertinbelagt gang, flankeret af hvide strandsten, frem til hoveddøren og den usædvanligt lange hall. Indenfor har arkitekten arbejdet dristigt med forholdet mellem højde og bredde, og de mange meter til loftet giver rummet en overraskende vertikalitet, som fremhæves af dagslyset fra flere retninger og de lange, rene sigtelinjer. Travertinen fra udearealerne fortsætter over gulvet, ligesom de hvide strandsten fra anlægget omkring huset dukker op igen langs hallens ene væg. Materialerne binder på den måde det ydre og det indre sammen, og herfra åbenbarer huset gradvist sine øvrige etager og spændende vinkler, mens det blå vand længere fremme anes gennem vinduerne.
Leverummene
På førstesalen ligger villaens store stue som et let, åbent opholdsrum hævet over køkken-alrummet, og gennem glasværnet bevares den visuelle forbindelse mellem etagerne. De meget brede, massive planker i hvidolieret eg giver rummet en lys og rolig bund, mens den indbyggede pejs tilfører varme til de enkle flader. Heroppe kommer det enorme vinduesparti for alvor til sin ret, fordi udsynet over Lillebælt kan opleves fra en højere vinkel og næsten uden forstyrrelser. Udsigten fungerer som et levende maleri, der forandrer sig med årstiden, tidspunktet på dagen og vejrets bevægelser over vandet; snart står motivet klart og blåligt, snart gråt og dramatisk eller farvet af solnedgangen. Stuen har god plads til flere siddemiljøer, men bevarer sin lethed takket være den åbne plan, de hvide vægge, det generøse lysindfald og den tætte forbindelse til husets øvrige arkitektur.
Køkken-alrum
Køkken-alrummet har en størrelse og loftshøjde, der giver plads til både hverdagens rolige morgenmåltider og lange middage omkring spisebordet, mens Lillebælt ligger åbent foran de enorme glaspartier. Boform køkkenet kombinerer hvide, næsten væglignende elementer med lakeret, markant åretegnet træ, som tilfører det lyse rum dybde og varme. Centralt står den store køkkenø med mørk bordplade og kantede armaturer fra Dornbracht, mens emhættens spejlende overflade reflekterer lyset og bevægelserne i rummet. Den varme travertin fortsætter over hele gulvet og samler køkken, spiseafdeling og opholdsareal, hvor den svævende pejs rejser sig gennem den fulde rumhøjde som en markant sort kontrast. Ved spisepladsen kan glaspartiet skydes helt til side, så bordet, terrassen og udsigten får direkte forbindelse, og den fint placerede glastrappe tilfører endnu en transparent, arkitektonisk linje til det åbne rum.
Mastersuiten
Førstesalens private mastersuite er anlagt som en rummelig, sammenhængende afdeling, hvor soveværelse, bad og garderobe forbindes uden at miste deres forskellige funktioner. Midt i soveværelset står det fritstående badekar på et felt af hvide strandsten, placeret ved den gennemgående biopejs, som giver kig videre mod både stuen og udsigten over vandet. De massive, hvidolierede egetræsplanker fortsætter gennem rummet, mens vinduerne lukker dagslyset ind. Fra soveafdelingen er der adgang til et stort walk-in-rum med rigelig opbevaringsplads i mørkt, blankt træ, og herfra fortsætter man til masterbadeværelset, hvor transparente glasvægge bevarer rummets lethed. Her er travertin, dobbeltvask og en generøs dobbeltbruser, og fra hele badeværelset er der udsigt over vandet. Inventaret er fra italienske Antoniolupi, mens armaturerne er fra tyske Dornbracht. Bruserne har vandfaldsfunktion, og masterbadets dobbelte bruseafdeling byder desuden på en vandsymfoni med massage.
Værelserne
I stueetagen ligger fire store og lyse værelser samlet på række, hvilket giver en overskuelig afdeling med mange muligheder for både børn og overnattende gæster. Alle værelser i huset har indbyggede skabe med god opbevaringsplads samt egen udgang til terrassen, så dagslyset og kontakten til omgivelserne også er prioriteret i de private rum. Flere af værelserne er forbundet med en indvendig dør, som kan åbnes, hvis man ønsker at bruge dem som ét større, sammenhængende rum. To værelser deler et badeværelse med direkte adgang fra hvert værelse, mens et separat badeværelse på etagen er oplagt til gæster. På førstesalen findes desuden et kontor. Badeværelserne er forskelligt og praktisk indrettet, men har samme gennemførte design med travertin, inventar fra italienske Antoniolupi og armaturer fra tyske Dornbracht, så de hænger naturligt sammen med boligens øvrige materialevalg.
Uderummene
På vandsiden breder de travertinbelagte terrasser sig ud omkring den trekantede swimmingpool, hvis klare blå vand understreger uderummets sydlandske præg. Runde trædesten skaber en dekorativ passage gennem poolens ene ende, mens den åbne belægning giver god plads til både spisebord og liggestole. Den høje placering sikrer et frit kig over vandet og mod Lillebæltsbroen, samtidig med at udearealerne ligger ugeneret, og solen kan følges fra morgen til aften. Fra grunden er der direkte adgang til stranden, så vandet kan nås uden omveje. Tæt ved alrummet findes et udendørs køkken med fastmonteret Weber-gasgrill, og i vingen mellem terrasserne er der gjort klar til etablering af en gaspejs. Når glaspartiet ved spiseområdet skydes helt til side, får alrummet direkte adgang til terrassen, uden at en lukket facade bryder forløbet.
Faciliteterne
Underetagens 218 m² er indrettet med samme materialemæssige omhu som boligens øvrige etager og rummer langt mere end praktisk opbevaring. Garagen har plads til to-tre biler samt direkte adgang til huset, så man kan gå tørskoet indenfor, og ved siden af er der mulighed for yderligere parkering. Et stort bryggers byder på rigelig skabs- og bordplads, mens et badeværelse og flere disponible rum understøtter hverdagens funktioner. Underetagens omfattende multirum er indrettet med fitnessområde og integreret svømmetræner, og her findes desuden et tempereret vinrum. Selv på denne etage går travertinen igen og fastholder husets gennemgående udtryk. Husets tekniske funktioner styres via et KNX-system, mens den gennemtænkte belysningsplan fra Møller & Rothe gør det muligt at vælge forskellige lysscenarier til eksempelvis middag, afslapning eller fest. På taget er der desuden installeret solpaneler og et solcelleanlæg, som er diskret integreret i den markante arkitektur.