På Dannebrogsvej 5 får du en af Svendborgs mest attraktive beliggenheder, hvor byliv, havnemiljø og naturoplevelser smelter sammen. Her bor du blot få minutters gang fra den stemningsfulde havnefront med caféer, restauranter, specialbutikker og det levende maritime miljø, som gør Svendborg til noget helt særligt.
Fra boligen er der ligeledes kort gåafstand til den hyggelige gågade med sit store udvalg af butikker og spisesteder, mens den nye havnefront inviterer til gåture langs vandet året rundt. Christiansminde Strand, skoven og de naturskønne omgivelser ved Svendborg Sund ligger også inden for kort afstand og giver perfekte muligheder for både badeture, løb, gåture og et aktivt udeliv. Her får du ganske enkelt en beliggenhed, hvor du kan lade bilen stå og nyde alt det bedste, Svendborg har at byde på.
Midt i disse attraktive omgivelser finder du dette kønne og meget bynære byhus, som med sin smukke facade og klassiske arkitektur straks vækker opmærksomhed i gadebilledet. Ejendommen fremstår med pudset facade, fine murindfatninger omkring vinduerne, elegante dannebrogsvinduer og et smukt skifertag – detaljer, der vidner om en tid, hvor arkitektur og solidt håndværk var en mærkesag.
Huset er opført i 1910 og rummer i alt 184 etagemeter fordelt på tre plan, heraf 116 m² bolig samt 68 m² kælder.
Bag huset gemmer sig et hyggeligt og intimt gårdhavemiljø orienteret mod sydvest. Her kan solen nydes det meste af dagen, mens du samtidig har et fint kig over byen med glimt af både Svendborg Havn og centrum.
Stueplan byder på entré med trappe til både kælder og 1. sal. Herudover finder du en spisestue, en stor opholdsstue samt et pænt køkken i direkte forbindelse med spisestuen. Den rummelige opholdsstue giver desuden mulighed for forholdsvis nemt at etablere et ekstra værelse, uden at man mister nævneværdig stueplads.
På 1. sal er indretningen med to værelser, et soveværelse samt et badeværelse.
Kælderen rummer bryggers med installation til vaskemaskine, et ekstra toilet samt et stort disponibelt rum og yderligere to disponible rum, som giver gode anvendelsesmuligheder.
Området omkring Dannebrogsvej er et af de mest stemningsfulde kvarterer i Svendborg. De charmerende byhuse, de små kuperede gader og nærheden til havnen skaber en helt særlig atmosfære, hvor byens historie stadig er tydeligt til stede. Her får du følelsen af et levende og autentisk bykvarter kombineret med en beliggenhed, som de færreste kan matche.
Søger du en bolig med sjæl, klassisk charme og en beliggenhed, hvor havnen, gågademiljøet, Christiansminde og den nye havnefront bliver en naturlig del af hverdagen, så er Dannebrogsvej 5 bestemt værd at opleve.