På en rolig vej i et naturskønt og hyggeligt kvarter ligger denne ejendom, der forener familiens behov for plads og nærhed til hverdagens faciliteter.
Fra adressen er der kort afstand til alt det, Christiansfeld har at byde på – herunder skole, daginstitutioner og dagligvarebutikker. Børnehuset Troldblomst ligger næsten i baghaven, og de grønne områder og stier omkring kvarteret gør det nemt at få lidt frisk luft i hverdagen. Pendleren får desuden ideelle betingelser med kun få minutters kørsel til motorvejen mod både Kolding og Haderslev.
Når I ankommer til adressen, mødes I af en yndig, velanlagt forhave med flagstang, nydelige bede og en indkørsel med plads til både bil og cykler.
Herfra går turen videre til husets entré, hvorfra I når et nydeligt, lyst køkkenalrum, der ligger i åben forbindelse med hjemmets rummelige stue med god plads til spisebord og sofahjørne. Fra stuen er der udgang til den hyggelige terrasse og baghaven, hvor børnene kan lege trygt, mens I nyder eftermiddagskaffen i solen.
I stueplan finder I desuden et badeværelse med gulvvarme, et praktisk bryggers og en baggang med adgang til et stort disponibelt rum i boligkvalitet – perfekt til hobbyaktiviteter, træning, hjemmekontor eller som et kreativt frirum for familiens projekter.
Fra entréen leder trappen jer til førstesalen, som byder på et dejligt soveværelse med skabsvæg og udgang til en stor, nordvendt altan. Herfra er der udsigt over haven og den nærliggende legeplads, hvilket er både fredfyldt og fuld af liv. Et oplagt sted at nyde roen, mens børnene leger lige inden for synsvidde. Heroppe finder I også tre gode værelser samt et toilet og en fordelingsgang.
Udendørs får I en skøn, overskuelig have med både en overdækket terrasse og en solrig plæne, der indbyder til leg, boldspil og afslapning. Her er også et skur og et praktisk tørrestativ, mens en garage med port og et integreret redskabsrum fuldender ejendommen.
Der medfølger en forsikringssum i handlen til køber (kr. 43.000) efter en vandskade. Skaden er udbedret udvendigt, men loftet i køkkenet er ikke skiftet.