Lækker kvalitetsvilla lige på grænsen til Lunden.
Kunne I tænke jer at bo i fredelige og bynære omgivelser med skoven som nærmeste nabo? Og vil I samtidig gerne flytte ind i et hus, der er indflytningsklart, rummeligt og arkitektonisk flot? Så er denne ejendom på Frisvadvej 76 i Varde lige det, I leder efter. Den smukke villa, der rummer hele 235 m2 bolig samt en 35 m2 god kælder, har en spændende og dynamisk planløsning, og overalt fremtræder den lys, indbydende og i perfekt stand.
Villaen er opført på en 1.799 m2 grund, som ligger lige på grænsen til Lunden, og fra den flotte, parkligende have kan I således træde direkte ind i skoven, der også har fine gangstier og en god legeplads. Grunden er helt ugeneret, da den både ligger for enden af en privat, lukket stikvej og er skærmet af skovens høje træer. Foruden et stort, grusbelagt parkeringsareal samt en dobbeltcarport med tørskoet indgang til huset byder matriklen på en stor, veltrimmet have med to skønne terrassearealer.
Siden villaen blev bygget i 1933, er den blevet flot opdateret, og standen og stilen er således helt i tråd med en moderne families behov. Der er i øvrigt anvendt gode, gedigne materialer, og takket være rummenes glimrende størrelse, er her en skøn følelse af luft og albuerum. Som en anden lækker detalje er husets stueplan i to forskudte niveauer, og i den store, flotte solstue er lysindfaldet og udsigten til skoven helt fantastisk. Begge boligens etager har i øvrigt badeværelse, og på førstesalen er der tilmed et lækkert spabad. I kælderen, der er særdeles anvendelig, er der blandt andet en lækker bar.
Denne ejendom er med andre ord perfekt til den kvalitetsbevidste køber, for hvem det bedste kun er godt nok. Bestil en fremvisning i dag, og oplev ved selvsyn villaens mange fortræffeligheder.