Hyggelig villa i aktiv landsby med skole, børnehave, vuggestue, SFO og indkøb
Sætter I pris på masser af skøn natur, et roligt landsbysamfund hvor der ikke er langt til flere omkringliggende større byer, en superhyggelig villa i et overkommeligt prisniveau så kig lige nærmere her.
Villaen som er på samlet 89 kvm. bolig, har en virkelig dejlig og stor have med høj hæk, hyggehjørner og plads til familiens stunder sammen i afslappede omgivelser. Rigtigt lækkert sydvendt terrassemiljø, samt det store overdækkede areal mellem villa og garage danner et ekstra rum som forlænger ”udesæsonen” – her er i dag indrettet et udekøkken. Et superfint bud på en villa til førstegangskøberne eller køberen der ønsker at sætte sig økonomisk meget fornuftig.
Super hyggelig villa i 3 plan som er godt indrettet med sine 89 kvm. bolig fordelt med 33 kvm. på 1.sal og 56 kvm. i stueplan samt dertil en kælder på 42 kvm. Vi gør opmærksom på, at selvom der er beboelseslignende indretning i kælder er denne ikke registreret som et boligareal. Men en ganske fin og brugbar kælder som har gode disponible rum. Huset er opført i 1944 og står udvendigt med vandskurede vægge og lagt med eternittag.
Villaen er indrettet på følgende måde:
Forgang med klinkegulv med varme – herfra opgang til 1.sal og adgang til et af villaens badeværelser samt indgang til køkken. Badeværelset er indrettet med bruseniche, klinkegulv med varme, samt væghængt toilet og lille smart håndvask. Køkken med spiseplads – godt med lysindfald men også et dejligt lyst køkken. Fra køkkenvindue et super kig mod naboens grund med skovens dyr der går rundt. Fra køkken indgang til den store stue som også har godt med lysindfald fra de store vinduer der vender ned i haven.
1.salen er istandsat i 2019 og er yderst charmerende med synlige bjælker, er indrettet med stort soveværelse med masser af plads og dejlig rummelig op i kip. Velux ovenlysvindue – mørklægningsgardin. Gulvet er lagt med laminatgulv. Spændende børneværelse med hems og igen synlige bjælker og lagt med laminatgulv.
Kælder, som er med separat indgang, er indrettet med vaskerum som har klinkegulv med varme. Plads til både vaskemaskine og tørretumbler. Badeværelse med stor bruseniche, skabsarrangement og væghængt toilet. Klinkegulv. Og endelig to store disponible rum som er yderst anvendelig til mange formål, herunder familiens hobbies evt. legoklodser, togbaner, sy-/krea-rum og m.m.m. De to rum er der etableret rednings åbninger. En rigtig god kælder.
Herudover forefindes stort cykelskur/haveskur, rummeligt værksted samt fyrrum med pillefyr monteret og garage med elport. Til dørene i det overdækkede areal samt værksted er etableret el skydedøre.
Alt i alt en villa, hvor man bare får så mange anvendelsesmuligheder og indretninger, alt efter årstid. Men et meget hyggeligt hus med spændende detaljer.
Området:
Villaen er beliggende i en mindre landsby som er en yderst velfungerende og meget aktiv samt driftig landsby, hvor der både findes friskole med tilhørende børnehave samt vuggestue og SFO. Dvs. dagtilbud til børn fra 0 år til og med 9. klasse. Derudover er der også dagplejere. I øvrigt er vuggestue/dagplejer fra 0-3 år i Ikast Brande Kommune. Der findes også købmand og et godt aktivt foreningsliv, med noget for enhver smag. I området findes dejligt naturområde tæt ved Gludsted Plantage, hvor der er afmærkede gå/løberuter samt mountainbikeruter, og hvor der i aftenstunden er stor mulighed for at møde/se store flokke af kronvildt.
Afstande til omkringliggende større byer:
6 km. fra Ejstrupholm, hvor der er gode indkøbsmuligheder samt ligeledes offentlig skole m.m. Der går skolebus fra Gludsted til Ejstrupholm. Ca. 10 km. fra Nr. Snede, 17 km. fra Ikast, 19 km. fra Brande, 28 km. fra Herning samt 23 km. fra Silkeborg. Der er kort afstand til motorvej der fører en til Brande og Vejle samt Herning, Silkeborg og Århus. Det giver gode muligheder for bosætning på landet, når der er så gode muligheder for at blive ført til mange byer med jobmuligheder eller hvor man måske allerede har sit job. Super sted for pendlere.
På www.Gludsted-net.dk kan man læse meget mere om byen, hvor man vil få oplevelsen af en rigtig aktiv lille landsby, som er rar at være en del af.
Fakta:
Der er en mindre grund på 81 kvm. på modsatte side af vejen som tilhører nærværende ejendom. Matr.nr. 1 fb Nr. Gludsted by, Ejstrup.
Villaen opvarmes med pillefyr og har endvidere en luft til luft varmepumpe opsat i stuen.
Der er indlagt fibernet.
Luft til luft varmepumpe i stue er monteret i 2022.
Pudsede vægge på 1. sal - er efterisoleret mod gavlene.
Alle vinduerne i villaen er med vedligeholdelsesfrie plastikvinduer.
Vi gør opmærksom på, at det overdækkede areal samt cykelskuret ikke er registreret på BBR-ejermeddelelsen, og at køber er bekendt med dette og overtager bygningerne som de er og forefindes. Endvidere oplyses det, at cykelskur overskrider skelgrænse mod Bøgevænget 24 - anslået ca. 50 cm.