Super indbydende og moderniseret villa på lukket villavej i Støvring
På en lukket og attraktiv villavej i Støvring finder I denne flot renoverede villa i ét plan på 144 m2 med en grund på hele 990 m2. Boligen er yderst veldisponeret og byder på hele fire gode værelser, to badeværelser, et praktisk bryggers samt et dejligt og åbent samlingspunkt i form af et stort og sammenhængende lyst køkken-alrum og stue.
Derudover følger en carport og et værksted på 30 m2.
Villaen har i 2023/2024 gennemgået en omfattende renovering, herunder et smukt nyt HTH-køkken med et moderne udtryk. Det U-formede køkken har kogeplade med integreret emfang, hvilket gør det nemt at følge med i aktiviteterne i alrum og stue. I de fleste rum er der nyspartlede, glatte vægge og lofter, og det flotte parketgulv i køkken-alrum og stue er blevet slebet og lakeret, så det står som nyt. Derudover er der lavet mange andre forbedringer som ny eltavle, ekstra stikkontakter, spots i køkkenet og et ventilationsanlæg i et af værelserne. Vinduerne er fra 2007, og huset har et solidt tag samt nyere tagrender og udhæng.
Boligens planløsning er ideel for familien. Ingen af de fire værelser grænser direkte op til hinanden, så I forstyrrer ikke hinanden, selv hvis sengetiderne varierer. Der er godt med skabsplads, og boligen rummer desuden et praktisk bryggers med vaskesøjle og plads til opbevaring af tøj og sko.
De to badeværelser er placeret i hver sin ende af huset. Det store badeværelse byder på en indbygget håndvask med god bordplads, mens det mindre badeværelse har smukke og velholdte originale klinker og et passende badekar. I entréen og begge badeværelser er der gulvvarme, som giver ekstra komfort.
Den vestvendte terrasse ud for stuen er rummelig og omgivet af afskærmende vægge, så I kan nyde sommerens aftener i private og hyggelige omgivelser. Haven er flot anlagt med høje buske og træer, der giver masser af privatliv og plads til børnenes leg. Samtidig er haven nem at holde, så den ikke kræver mange timers arbejde.
Beliggenheden på Søndervang er helt ideel for familier, idét at placeringen på den lukkede villavej giver nem adgang til de grønne områder og stisystemer, der fører direkte til Karensmindeskolen, dagtilbud og gymnasiet, hvilket også giver tryghed for børnene. Der er tilmed kort afstand til indkøb, sportsfaciliteter, Stubhuset og byens øvrige faciliteter. I får hurtig adgang til motorvejen, de store indfaldsveje og den skønne natur ved Mastrup Søerne, men samtidig er placeringen så fordelagtig, at der er minimal trafikstøj, når hele familien hygger sig i haven eller på den skønne terrasse.