Flest solgte ejendomme to år i træk: Succesfuld erhvervsmægler er ny partner i EDC Poul Erik Bech Roskilde
- Roskilde
- Partner
Mikkel Valeur er optaget som ny partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde. Partnerstillingen kommer som følge af nogle succesrige år, hvor den unge, lokalkendte erhvervsmægler har vundet flere flotte priser – bl.a. blev han i 2024 ”Årets Youngstar” og den erhvervsmægler, som solgte flest ejendomme i EDC Erhverv Poul Erik Bech i 2023 og 2024. Efterspørgslen på erhvervsejendomme i Roskilde og omegn er stor, og transaktionsvolumen har været høj i første kvartal af 2025. Derfor har Mikkel Valeur og resten af erhvervscentret i Roskilde store ambitioner for de kommende år.
Mikkel Valeur har siden 2021 været erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde og udmærket sig med flotte resultater - senest i 2024, hvor han ikke blot solgte flest ejendomme, men også sluttede på en flot 4. plads på omsætningslisten på tværs af EDC Poul Erik Bechs 20 erhvervscentre. Ikke nok med det, vandt han samme år, ”Årets Youngstar”, som tildeles den erhvervsmægler under 35 år, der har omsat for mest det pågældende år. De imponerende resultater anerkendes nu, da han pr. 1. april 2025 er optaget som ny partner. Han fortæller:
”Jeg startede som kundekonsulent i EDC Poul Erik Bech i 2020 samtidig med min bachelor i erhvervsøkonomi på CBS. Da jeg efterfølgende læste kandidatuddannelsen på CBS, cand.merc., rykkede jeg til EDC Erhverv Poul Erik Bech Roskilde, hvor jeg de sidste fire år på fuldtid har beskæftiget mig med salg af erhvervsejendomme. Og så afslutter jeg nu den 2-årige diplomuddannelse i vurdering og ejendomsinvestering, som jeg har læst sideløbende, hvilket betyder, at jeg også kan tilføje titlen valuar til mit CV. ”
”Jeg er en del af et fantastisk sammentømret team i Roskilde, hvor der er plads til både hårdt arbejde og hyggelige stunder. Vores stærke resultater skal helt klart tilskrives en flot teamindsats, så jeg vil naturligvis gerne takke alle i erhvervscentret for at bidrage til min udvikling. Samtidig skal der også lyde en stor tak til Poul Erik, Jane Bech og John Borrisholt for at give mig muligheden for at fortsætte det hårde arbejde med at gøre os til kundernes foretrukne erhvervsmægler i Roskilde og omegn.”
Stor passion for faget
Partnerstillingen har været et længerevarende ønske og mål for Mikkel Valeur: ”At blive partner er et naturligt næste skridt. Det er vigtigt for mig at have hånden på kogepladen, og det får jeg i højere grad som partner, hvor forpligtelsen alt andet lige stiger. I dagligdagen vil jeg dog ikke mærke den store forandring og vil fortsætte mit arbejde, som primært handler om salg og rådgivning inden for alle ejendomstyper – både investeringsejendomme og brugerejendomme.”
”Jeg har altid været optaget af erhvervsejendomme og værdsætter den professionelle dialog med både private investorer, små lokale erhvervsdrivende og store, veletablerede virksomheder og institutionelle investorer. Jeg er meget glad for mit arbejde som erhvervsmægler, og at stå tilbage med tilfredse sælgere efter en vellykket opgave er en følelse, jeg ikke kan få nok af, og som jeg glæder mig til at opleve mange flere gange fremadrettet. Jeg har selv boet i og omkring Roskilde i mange år, og det glæder mig, at jeg gennem mit arbejde kan bidrage til handels- og erhvervslivet i området.”
Aktivt marked
De flotte resultater skal – foruden hårdt arbejde og dygtige kollegaer – også tilskrives et aktivt marked:
”Vi dækker et bredt markedsområde, der rækker langt ud over Roskildes grænser – fra Odsherred til Holbæk, Ringsted, Køge, Roskilde og alt derimellem. I øjeblikket oplever vi især stor efterspørgsel på boligudlejningsejendomme og logistikejendomme, hvor også de større institutionelle investorer er aktive i markedet. Sidstnævnte udfordres dog af et begrænset udbud af egnede grundarealer til at udvikle højloftede og søjlefrie logistikejendomme. Det kræver, at der udlægges nye arealer til udvikling i de kommende år, hvis vi skal imødegå den høje efterspørgsel. Transaktionsvolumen har været høj i første kvartal af 2025, og vi mærker, at optimismen hos de erhvervsdrivende er tiltagende. Vi ser derfor meget positivt på de kommende år og forventer at øge vores markedsandele yderligere,” afslutter den nye partner.