Påruplejren i Midtjylland solgt: Lokalt ægtepar driver lejren videre med samme navn og sjæl
- Silkeborg
- Påruplejren
- investering
I årtier har Apostolsk Kirke Danmark ejet Påruplejren, mellem Ikast og Silkeborg. Nu er lejren solgt til et midtjysk ægtepar, Jytte og Henrik Bondgaard, som bevarer navnet og lejrens sjæl med fokus på natur, nærvær og fællesskab. De første bookinger er allerede i kalenderen, og de nye ejere ser frem til at invitere til familiefester, feriekolonier, lejrskoler og kurser. Salget af den populære lejr, hvor 72 overnattende gæster kan boltre sig på knap 20 tønder land, er formidlet af EDC Erhverv Poul Erik Bech.
Mellem Ikast og Silkeborg – midt i den skønne, rolige midtjyske natur – finder man Påruplejren, der siden opførelsen i 1960’erne har huset utallige festlige begivenheder for både børn og voksne. De seneste årtier har lejren været ejet af Apostolsk Kirke Danmark, som nu har overdraget nøglerne til et midtjysk ægtepar, Jytte og Henrik Bondgaard. Henrik Bondgaard fortæller:
”Vi overtog Elinggaard nær Silkeborg i 2000, hvor vi bl.a. har drevet en minkfarm med 3.000 avlstæver. Tiden er nu inde til et nyt generationsskifte, da vores søn overtager landbrugsbedriften. At Påruplejren skulle blive vores næste projekt, var egentlig en nem beslutning, da vi forvejen ejer en ejendom med 28 ha markjord og 30 ha skov, som støder direkte op til lejren. På grunden planlægger vi at opføre vores kommende bolig, så både praktisk, personligt og fagligt går det op i en højere enhed. Vi har begge boet i Midtjylland hele livet og har kun haft positive oplevelser med Påruplejren, hvor også vores egne børn har været på lejrskole. Vi holder begge meget af naturen, så vi glæder os over, at den bliver omdrejningspunktet for vores næste projekt, da gæsterne får knap 20 tønder land at boltre sig på.”
Natur, nærvær og fællesskab
Ægteparret har for nylig overtaget nøglerne og fremtidsplanerne er allerede lagt. Jytte Bondgaard, fortæller: ”Vi bevarer navnet og vil videreføre lejrens sjæl med fokus på natur, nærvær og fællesskab. Vi er åbne for alle typer af arrangementer, fx lejrskoler, sommercamps, familiefester, feriekolonier og kurser, og flere gengangere fra tidligere år har allerede booket deres næste ophold. Vi glæder os bl.a. til, at Røde Kors afholder deres årlige sommerlejr hos os i uge 29.”
”Fremadrettet ønsker vi at tiltrække flere gæster i hverdagen. Det kunne fx være daginstitutioner eller skoler, som kunne gå på opdagelse i naturen eller anvende udendørsfaciliterne, som består af bl.a. rutsjebane, gynger, beachvolley og svævebane. Derudover vil vi forlænge sæsonerne og undersøger mulighederne for at opføre en bålhytte eller tipi, der holder gæsterne varme i de koldere måneder. Henrik får ansvaret for det praktiske, mens jeg står for administration med bookinger, kundeaftaler osv.”
Tollundmanden og Ellingepigen
Salget af Påruplejren er formidlet af Per Møller Jensen, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Silkeborg.
”Påruplejren var oprindeligt en landbrugsejendom, som blev ombygget i 1960’erne. Den består af én hovedbygning og to sidebygninger med plads til 72 overnattende gæster, så der er gode fysiske rammer for at afholde store arrangementer. Samtidig placerer lejren sig i et historisk og naturskønt område, hvor bl.a. to af Danmarks mest kendte moselig, Tollundmanden og Ellingepigen, i sin tid blev fundet. Derudover er der kort afstand til Ikast, Silkeborg og Søhøjlandet, hvor du finder et hav af aktiviteter – bl.a. Silkeborg Museum Hovedgården, AQUA Akvarium, Jysk Park, Papirfabrikken, Silkeborg Bad, Museum Jorn, Veteranbanen Bryrup-Vrads, samt flere biografer og svømmehaller. Så lejren rummer lidt for enhver, og vi vil gerne ønske Jytte og Henrik held og lykke med projektet, og Apostolsk Kirke Danmark tillykke med salget.”