Travlhed i EDC-butikkerne

    Boligåret 2025 ser lovende ud

    Vi er nu godt og vel halvvejs igennem året og alt tyder på et rigtig fint år for boligejerne og for boligmarkedet i Danmark. 

    - Hos EDC har vi travlt i butikkerne, mange købere til frem­vis­nin­ger­ne og til åbent hus. Sælgerne opnår gode priser for deres boliger. Vores generelle oplevelse af et boligmarked i fin form bekræftes af de nøgne tal, siger kom­mu­ni­ka­tions­chef Jan Nordmann.

    EDC-kædens mæglere har i første halvår af 2025 solgt 17 pct. flere villaer i forhold til samme periode sidste år, 35 pct. flere ejer­lej­lig­he­der og ligeledes 17 pct. flere sommerhuse. 

    - Fremgangen er nogenlunde jævnt fordelt over landet, og det er ikke i samme grad som tidligere et udpræget ho­ved­stads­fæ­no­men, fortæller Jan Nordmann.

    Solide stigninger i priserne

    Ser vi på udbuddet af boliger til salg, er der i dag færre villaer og især færre ejer­lej­lig­he­der at vælge imellem i forhold til situationen for et år siden. Det gælder ikke mindst udbuddet af lejligheder i København, der er faldet med hele 24 pct. på bare et år. Omvendt ser det ud for sommerhusene, hvor købere i år kan udse sig ønskehuset blandt et udvalg, der er 8 pct. højere i år.

    Med et generelt faldende udbud og stigende efterspørgsel vil priserne alt andet lige blive drevet opad – og det er da også tilfældet. Boligejerne og -sælgerne kan således glæde sig over solide stigninger i priserne, konstaterer EDC’s kom­mu­ni­ka­tions­chef.

    Villaerne er steget 12 pct. på et år, mens ejer­lej­lig­he­der og sommerhuse noterer en fremgang i de realiserede priser på 13 pct. Her skiller Region Syddanmark sig ud med lidt lavere prisstigninger end det øvrige Danmark.

    - Boligmarkedet ser altså ud til at være i ualmindeligt god form i første halvdel af året og tendensen er fortsat i juli og her i begyndelsen af august. Det lover godt for 2025 som helhed, slutter Jan Nordmann.